akvarelguide • BEGYNDER • 30 MIN.
Mal en smuk solnedgang med en fin kant


Det skal du bruge

Akvarelpapir (med min. 50% bomuld)

Akvarelmaling (lilla, lyserød, fersken & sort)

Pensel (f.eks. størrelse 02 og 000)

Vandfast tusch og blyant (sort)

Washi tape (smal eller bred)

Følg med trin-for-trin
Se med, når jeg maler solnedgangen fra start til slut. Jeg viser, hvordan du får farverne til at smelte sammen.
step 1
Sæt washi tape på, og gør papiret vådt
Start med at sætte malertape rundt langs kanten af dit akvarelpapir. Det holder papiret på plads, mens du maler, og giver dig en flot, skarp hvid kant, når du til sidst fjerner tapen.
Dyp din pensel godt i vand, og gør papiret grundigt vådt. Du kan med fordel arbejde fra toppen og ned, så du hele tiden har styr på, hvor du allerede har gjort papiret vådt.
Papiret skal være vådt, men der må helst ikke ligge små pytter af vand ovenpå. Du kan se, om papiret er vådt nok, ved at holde det lidt skråt mod lyset. Hvis overfladen glimter, er du klar til næste trin.
Tip: Arbejd gerne lidt hurtigt, når først papiret er vådt. Det skal helst ikke nå at tørre, inden du er færdig med din himmel.


step 2
Blend tre forskellige farver sammen
Nu skal du lave en gradient, hvor tre farver blender blødt sammen og skaber en glidende overgang fra den ene farve til den næste.
Fordi papiret stadig er vådt, kan farverne flyde sammen af sig selv. Det kaldes våd-på-våd-teknikken og er perfekt til at skabe en blød og drømmende himmel uden tydelige, hårde kanter.
Start med den lyseste farve nederst. Mal derefter med pink i midten og afslut med lilla øverst. Lad farverne overlappe hinanden lidt, så de kan blende sammen.


step 3
Lav lilla skyer på din himmel
Mens papiret stadig er fugtigt, kan du tilføje nogle lilla skyer. Dyp penslen i lilla maling, og brug den til forsigtigt at duppe farven på himlen. Når malingen rammer det våde papir, vil den langsomt flyde ud og skabe bløde, naturlige skyer.
Lav skyerne i forskellige størrelser, og placér dem forskellige steder på himlen. Nogle kan være små og diskrete, mens andre må gerne fylde lidt mere.
Du bestemmer selvfølgelig selv, hvor mange skyer du vil have. Du kan også sagtens springe dette trin over, hvis du gerne vil have en mere enkel himmel.


step 4
Tegn baggrunden op med en blyant
Tag en blyant, og tegn forsigtigt de forskellige dele af din baggrund op – for eksempel bygninger, træer og elmaster. Det behøver ikke være perfekt, du kan altid justere med malingen efterfølgende.
Tryk meget let med blyanten, så stregerne ikke bliver for tydelige. De skal blot fungere som en lille guide, når du begynder at male.


step 5
Mal bygningerne op med sort akvarel
Bland en sort eller meget grå farve, og begynd forsigtigt at male bygningerne, træet og elmasterne op. Fordi motivet er en silhuet, behøver du ikke male en masse detaljer. Fokuser i stedet på de vigtigste former og konturer.
Når første lag maling er tørt, kan du lægge endnu et lag ovenpå for at gøre farven mørkere og mere intens. Fortsæt, indtil du er tilfreds med resultatet.
Tip: Det er bedre at starte med et tyndt lag og bygge farven op end at bruge meget mørk maling med det samme. På den måde har du bedre kontrol over resultatet.


step 6
Tegn fugle med en sort, vandfast tusch
Som den sidste lille detalje kan du tilføje nogle fugle på himlen. Brug en sort, vandfast tusch, og tegn nogle helt enkle fugle.
Fuglene behøver ikke være detaljerede – et par små, flyvende streger eller et simpelt »M« er faktisk nok til at få dem til at ligne fugle på afstand.
Tegn dem gerne i forskellige størrelser for at skabe lidt liv og dybde i billedet.


step 7
Tegn fugle med en sort, vandfast tusch
Når al maling er helt tør, kan du forsigtigt fjerne tapen rundt om dit maleri. Det mindsker risikoen for, at du river papiret med.
Når tapen er væk, står du tilbage med en flot, skarp hvid kant omkring dit maleri, og din egen lille akvarelhimmel er færdig. Well done!


Vis mig, hvad du har malet!
Jeg vil elske at se, hvad du har kreeret! Del dit maleri på Instagram og tag @denskaevestreg.dk
Giv dig i kast med et andet projekt

🟢 BEGYNDER
18. august 2026
Mal dine egne får i sjove akvarelfarver
Et hyggeligt projekt, hvor du kan lege med farver og former – og hvor der ikke findes et forkert får.

🟢 BEGYNDER
25. august 2026
Mal en simpel kaktus med blomster på toppen
Et simpelt projekt, hvor du kan lave de sødeste kaktusser i alverdens størrelser og former.

🟡 LET Øvet
19. august 2026
Sådan maler du en fin croissant med akvarel
Er du klar på lidt fransk stemning på akvarelpapiret? Find penslen frem, og mal en gylden og sprød croissant.
